Pôle Médias

Communiqués de presse

29 juin 2016

Silverfleet Capital offentliggør salg af landbrugsproducenten Cimbria

Ambitiøs vækststrategi førte til væsentlig ekspansion under Silverfleets treårige ejerskab

Den europæiske kapitalfond Silverfleet Capital har indgået aftale om at sælge den danske virksomhed Cimbria, der producerer udstyr og proceslinjer til korn og såsæd, til AGCO Corporation (NYSE:AGCO) for ca. EUR 310 mio.

Cimbria, der har hovedsæde i Thisted, er en af verdens førende producenter af udstyr til forarbejdning, håndtering og opbevaring af korn og såsæd. Virksomheden har produktionsfaciliteter i fire lande (Danmark, Østrig, Tjekkiet og Italien) og har ca. 900 medarbejdere på verdensplan.

Silverfleet købte Cimbria i april 2013 på grund af Cimbrias potentiale til at blive en internationalt førende virksomhed inden for forarbejdning af korn og såsæd. Silverfleet kunne se, at Cimbrias produkter var godt positioneret til at imødekomme behovet for øget produktivitet i landbrugssektoren, som den stigende globale efterspørgsel efter korn og andre afgrøder har skabt.

Under Silverfleets ejerskab er der gennemført en ambitiøs ekspansionsstrategi, som har skabt betydelig vækst i omsætning og overskud. Cimbria er også gået ind på højvækstmarkeder i lande, der importerer korn og såsæd, som f.eks. Egypten og andre lande i Mellemøsten, hvorimod virksomheden tidligere primært var fokuseret på eksportlande. Cimbria har endvidere udvidet sine salgsaktiviteter til også at omfatte eftersalg. Driftsmæssigt har Cimbria styrket sin øverste ledelse med en række nye udnævnelser, herunder inden for forskning og udvikling, indkøb og eftersalg. Derudover har virksomheden forbedret sin produktionseffektivitet, bl.a. ved at åbne en ny fabrik i Tjekkiet.

Gareth Whiley, Partner i Silverfleet Capital, som har været medlem af bestyrelsen i Cimbria og har ansvaret for Norden, udtaler: “Vi er glade for den betydelige vækst, vi har opnået sammen med Cimbrias ledelse. Den understøtter vores investeringsstrategi om at udnytte langsigtede vækstmuligheder inden for fødevare- og landbrugssektoren ved at investere i succesfulde virksomheder.”

Søren Overgaard, administrerende direktør i Cimbria, udtaler: “Takket være Silverfleets økonomiske støtte og strategiske indsigt har Cimbria i løbet af få år gennemgået en rivende udvikling. Vi er godt positioneret til fortsat at øge vores markedsandel under vores nye ejere, AGCO.”

Silverfleet Capital har haft succes med at investere i internationale virksomheder med base i Europa og har for nylig offentliggjort en aftale inden for fødevareindustrien om at sælge Kalle GmbH, en af verdens førende producenter af kunsttarme til kødprodukter, med et afkast på 3,5x investeringen. Silverfleet har desuden stor erfaring med at investere i Norden og har fortsat investeringer i to andre danske virksomheder.

Silverfleet blev i forbindelse med transaktionen rådgivet af Baird (corporate finance), Travers Smith og Accura (juridiske forhold), Deloitte (finansiel og skattemæssig due diligence) og Roland Berger (kommerciel due diligence).